top of page

Kunst med historie og personlig DNA ❤️

Når verden forandrer sig, har vi brug for hjemhavne at navigere efter, for ikke at fare vild 📍⏅

Googler man ordet hjemstavn, får man følgende info : “sted hvor man er født og har haft sin opvækst; sted hvor ens slægt stammer fra”

For nogle er hjemstavnen ikke nødvendigvis den samme som hjemhavnen, for rødder kan trækkes op og plantes påny.

Mens jeg skriver dette, flakker mine tanker… Jeg tænker på de mange ulykkelige mennesker, som lige nu må flygte fra krig og rædsel i Ukraine og andre steder i verden. Væk fra deres hjemstavn, uden at vide om de nogensinde får mulighed for at komme retur. Hen mod en ny dagligdag i et fremmed land, hvor alt skal bygges op påny. Kan slet ikke forestille mig hvor rodløst og sorgfuldt det må føles, og sender dem mine kærligste tanker med ønsket om at de vil finde fred og meningsfuldhed i nye hjemhavne, inden de forhåbentlig atter kan vende hjem.


Min egen hjemstavn hedder Fyn, og det faktum vil jeg altid være stolt af. Men da jeg som ganske ung skulle gå efter min drøm om at blive fotograf, ville skæbnen at jeg landede i smilets by Aarhus, en by som jeg nu gennem det meste af mit voksenliv, (pånær en 8 årig afstikker til Herning), kalder min hjemhavn. Det er her jeg har hjemme, det er her jeg har slået nye rødder.


Mit Fynske barndomhjem



400 år gl Ambrosius-egetræ på Tåsinge

Da jeg sidste sommer til en fest i Silkeborg, mødte billedkunstner Lise Thinggaard, og hun efterfølgende inviterede mig med i dette spændende samarbejde omkring en række Aarhus kunstværker, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det her projekt gav mening.

Der var flere lighedspunkter mellem Lise og jeg. Vi er begge soloselvstændige, har begge skabt hver vores kontorfællesskab, og har grundlæggende rigtig mange fælles værdier. Vi er begge to vilde med at netværke, og nysgerrige på andre mennesker. Og så er vi jo visuelle af en kant, nyder begge at vinterbade, være spontane, og søger intuitivt eventyret når muligheden for noget nyt og spændende byder sig.





I Lises virksomhed brand-ART hjælper hun virksomheder, uddannelsesinstitutioner og privatpersoner med at visualisere deres DNA i “et billede, der siger mere end 1.000 ord”. Lise har på denne måde skabt sin helt egen genre indenfor visuel storytelling. Hun skaber collagekunst som en form for analog photoshopping, hvor hun klipper-klistrer og bruger grafiske trykkemetoder, der skaber unikke kunstværker med historiefortælling i mange lag.

Du finder flere informationer om Lise og hendes kunst her


Når man spørger Lise hvad formålet er med hendes kunst, er svaret at vi alle har behov for at have et tilhørsforhold og være en del af et fællesskab. I denne evigt foranderlige verden har vi brug for at stå fast på vores værdier og holde fokus på nogle pejlemærker, så vi ikke farer vild. For når vi ved, hvor vi kommer fra, hjælper det os med at finde ud af, i hvilken retning vi skal gå.

Til info så stammer Lise fra Thy, og er nu bosat i Silkeborg.




At thyboen og fynboen nu er gået sammen om at portrættere og hylde Aarhus, kræver godt benarbejde. For Lises vedkommende, så har hun haft næsen i adskillige biblioteksbøger, stadsarkivet og andre steder hvor historien om Aarhus er blevet fortalt i billeder og ord.




Som selvstændig aarhus-fotograf har jeg gennem årene haft mange fotoshoots rundt omkring i byen. Fra tango og salsamiljøet, til streetart, Aarhus pride og mere kommercielle indgangsvinkler til bygninger, steder og kulturelle begivenheder. Et ganske fint arkiv der kunne plukkes i, suppleret op med nye opdaterede skud fra en by der er i rivende udvikling. Desuden har flere af mine skønne kollegaer fra Aarhus Panorama, samt et par af byens dygtige fotografer, heriblandt den nu afdøde mesterfotograf Poul Ib Henriksen, givet deres samtykke til at vi kunne bruge af deres fotografier. TAK for det🙏

Vores netværk på de sociale medier har budt flittigt ind med forslag til aarhusianske steder og talemåder, og frivillige “smilende ansigter” har velvilligt stillet op, eller sagt ok til brugen af fotos. Stort tak også for jeres inputs og hjælp🙏




Invitation til fernisering d. 17.03.22 kl. 16.00-18.00 på Cross Cafè Aaboulevarden 66, 8000 Aarhus C

Men hvad er der så kommet ud af alle disse mange processer, arbejdstimer og møder?

DET vil vi sindsygt gerne afsløre for jer, så kig forbi på torsdag d. 17.03.22 kl. 16.00-18.00 på Cross Cafè, Aaboulevarden 66, 8000 Aarhus C, hvor Cross åbner dørene for fernisering af kunstprojekt 8000. Her vil de 4 værker blive vist offentligt for 1. gang. Cafeen byder på et glas bobler, og det vil være muligt at få en fin rabatkupon på 25 % med sig hjem, som kan bruges i cafeen på selve dagen, eller frem til d. 31.03.22

Musikeren Peter Christian giver et par af sine Aarhus numre fra albummet Karma karussel. Vi glæder os til at se dig 😍


Tak fordi du læste med 🙏

21 visninger0 kommentarer
bottom of page