Koger man min fascination for rust, detaljer, forladthed, patina, historiefortælling og mystik sammen til en enkelt location, ja så kunne det sagtens være den svenske bilkirkegård i Ryd, hvor ca 150 gamle, rustne bilvrag fra især 1940’erne og 1950’erne, stille og roligt går i opløsning i skoven.
Morris, Austin, Opel, Volvo, Renault sågar et Scania bilvrag fra 1933 kan man finde her, samt forskellige cykler, knallerter og andre former for køretøjer.
Indrømmer at jeg har set en del billeder fra stedet, som også kaldes for foto entusiasternes legeplads. Og jeg indrømmer også gerne at jeg helst ikke laver billeder der har været lavet af andre før mig… Så jeg måtte finde min helt egen stil, og gik derfor i gang med forberedelserne.
Min partner in crime, ham der også har kæreste-titel, fik nye hatte på.🎩Regissør, model, rejseplanlægger, chauffør og foto-assistent var nu på plads, så afsted med os 🛻
Vi nåede skoven en januar morgen 2020. Vejret var gråt og kedeligt, det bedste vejr til den ide jeg havde i hovedet.
Stien som førte os ind i skoven var et sørgeligt syn. Få bildele lå og flød i de forurenede grøfter, og en underlig lugt af olie stak i næsen.
Gad vide om stedet helt var gået i opløsning, og blot var blevet til en skrotplads?
Jo længere ind i skoven vi gik, jo mere rolig blev jeg. Bilerne var her stadig, omend i en sølle forfatning.
Fra idè til virkelighed
Til min ide skulle jeg bruge en nogenlunde intakt lygtefront, og fandt bilkirkegårdens flotteste eksemplar.
Det grå dagslys var jævnt kedeligt, så jeg glædede mig over min medbragte batterilampe, som sammen med røgpatroner kan få selv det tristeste sted til at fremstå dramatisk og spændende.
Et par medbragte cykellygter blev hængt i de tomme huller hvor billygterne engang har siddet, og da alt var på plads, hoppede modellen i den lange jakke, tog den medbragte hat på, fik møflet en kasse ind i bilen hvor der selvfølgelig ikke var antydningen af bilsæde tilbage, og med ham på plads bag rattet var vi klar til optagelse. En røgpatron blev placeret i kølerhjelmen, en anden i baggrunden.
Resten af dagen var jeg total opslugt af legen, hvor jeg on and off havde “skyggen” af modellen med på billederne for på den måde at skabe liv og mystik. Jeg levede mig ind i stedets historie, og blev mere og mere nysgerrig på at lære Åke Danielssons at kende.
Åke var nemlig den mand, som i slutningen af 1930èrne havde slået sig ned ved mosen her, og var begyndt at grave tørv. I den forbindelse byggede han et lille hus på 12 m2 og en lille tørvefabrik som begge blev isoleret med tørv.
Tørven var dog en dårlig forretning, så i stedet gik Åke over til at skrotte biler for at sælge reservedele.
I 1974 var det slut for den lille skrothandel, men bilerne fik lov til at blive i skoven, og er den dag i dag en tidslomme med udløbsdato.
Skoven må være forfærdenlig forurenet, men tilsyneladende har de svenske myndigheder set gennem fingre med dette faktum, og ladet stedet forblive til glæde for turister og fotonørder som mig.
I ugerne efter besøget i skoven blev foto-leg afløst af redigerings-leg.
De fine lys-kegler som cykellygterne sendte ud gennem røgen, var lige i skabet, men lygterne skulle gøres større og mere utydelige. Et par ekstra lag med røg fra andre filer blev lagt sammen, så alle detaljer gik op i en højere enhed.
Abandoned cars som vægudsmykning
I april 2020 åbnede jeg min webshop med fotokunst, og kunne endelig vise serien med de gamle biler frem. De blev hurtigt en bestseller på shoppen, og pynter på både advokatkontorer og i private hjem. Med deres mørke og maskuline udseende har de specielt talt til mændende.
Billederne har desuden været udstillet på Designmejeriet i Stilling.
Det ene motiv er også blevet til et mande-tørklæde som du finder her: https://art.vembyephoto.dk/collections/andre/products/abandoned-car-torklaede
Hele serien finder du her: https://art.vembyephoto.dk/collections/abandoned/abandoned-car
