top of page

Nyt liv og eremit-krebs på Sydhavnen i Grenaa

“Vil du med en tur rundt på kajen” spørger Tina, som denne dag har inviteret mig på kajkaffe på den gamle sydhavn i Grenaa. Missionen med dette møde er en kreativ brainstorming mellem projektleder Tina Kruse, som tænker i branding, og mig som tænker i billeder.

Jeg elsker havneområder, og siger selvfølgelig ja tak til tilbuddet om en guidet tur på den rå fiskerihavn. Vi er i foråret 2020, og et nyt koncept er ved at tage form.


Vi passerer de autentiske fiskekuttere, og de små træhuse som bruges af fiskerne. Det kribler i mig for at fange de mange stemninger og detaljer vi møder undervejs, så jeg kravler rundt som jeg plejer, finder rustne plader, algebegroede kæder og en eremitkrebs i et ødelagt net på kajen. Krebsen har fundet ly i en konkylie, og helt intuitivt noterer jeg mig dens position. Der er et eller andet med den krebs…

Vi når den gamle silo, som for nylig er blevet opkøbt af Grenaa havn, og jeg bliver nu indviet i de spændende planer omkring den rå silo.



Tina forklarer mig at Siloen er tænkt som et maritimt mødested, et moderne forsamlingshus om du vil. Et engagerende spændingsfelt mellem et historisk og virkeligt havneliv og et idérigt og udviklende miljø omkring events, kultur og erhverv.

Kort sagt et sted der favner fællesskaber, og hvor omdrejningspunktet er at aktiviteterne tager afsæt i havnens stemninger, bæredygtighed, genbrug og social bæredygtighed.

Det lyder jo ret godt det hele. Bæredygtighed, genbrug, liv i gamle bygninger, og autentisk havnestemning.

Eremitkrebsen som metafor

Efter et par hyggelige timer takker vi af. Jeg sætter mig i bilen, men kan mærke, at der er noget jeg mangler at gøre. Går tilbage til Eremitkrebsen, og løfter den forsigtigt op på tovværket, som er svunget om en rusten fortøjnings-pullert. Det kommer næsten til at se ud, som om den ligger i en hængekøje.

Jeg googler ordet eremitkrebs, og ved pludselig hvorfor jeg ikke kunne slippe motivet. En eremitkrebs beskytter sig selv og sin bløde bagkrop ved at finde et passende tomt sneglehus, som den så gør til sit eget beskyttede sted. Genbrug på fineste vis. Krebsen har altså tilført huset nyt liv på en bæredygtig måde.


Hjemme på studiet bliver de mange billeder fra dagens gåtur sorteret, og sendt afsted til Tina. Krebsebillederne har fået lidt ekstra opmærksomhed i redigeringen, og jeg tilføjer en lille forklaring omkring det metaforiske i dyrets levevis.

Sådan går det til at Eremitkrebsen nu flytter ind i siloen og “Liv på Sydhavnen” hvor den bliver det bærende foto på stofbannere, facebook-bannere og på det store skilt på gavlen af siloen 🧩




Art4Fun kunst-happening

Som 2020 skrider frem, tager “Liv på Sydhavnen” mere og mere form. Flere spændende events bliver afholdt, bla Art4Fun som jeg bookes til at forevige.

En kunsthappening, hvor 11 kreative kunstnere en lørdag i maj tager udfordringen op om at skabe et værk, inspireret af Siloen og Sydhavnen. Værket fremstilles i tidsrummet 9.00-16.00, og skal være klar til fremvisning kl. 16.00 hvor byens Borgmester Jan Petersen holder tale for publikum.

Set uderfra er det et ret fantastisk event, og mange nysgerrige mennesker møder op. Dukken Liselotte bliver stillet op af væggen udenfor, og små fyldte farveballoner bliver delt ud til publikum, som på denne måde bliver en aktiv del af kunstværket når de kaster ballonerne hen på dukken.






Kajkantshygge

På trods af Covid-19 restriktioner lykkes det for teamet bag Liv på Sydhavnen, at stable flere gode arrangementer på benene i løbet af året. Sydhavnguld, genbrugsmarkeder, livemusik og intimkoncerter fylder Siloen op med liv og bæredygtighed.

Det meget populære event Kajkantshygge, bliver et tilløbsstykke en weekend i september, hvor havnebassinet fyldes med gamle træskibe. På kajkanten er der friskfangede jomfruhummer direkte fra kutter, kolde drinks og sømandsmusik. Ca 1500 personer oplever den hyggelige stemning.

Grenaa Sydhavn er i 2020 blevet Frihavn for medlemmer af Dansk Træskibssammenslutning, og det har allerede betydet mange flere besøgende træskibe hele året.






“Sammen om Sydhavnen”

I februar 2021 stifter de frivillige kræfter foreningen ’Sammen om Sydhavnen’. Foreningen driver aktiviteterne i og omkring SILOEN i et tæt samarbejde med projektlederen og Sydhavnen A/S. Vil du følge “Liv på Sydhavnen” kan du finde dem her


Den efterhånden så berømte eremitkrebs er endnu engang flyttet i nyt bo. Denne gang er det ind i min webshop, hvor den hjertens gerne vil ud i nye hjem og skabe liv og stemning. Du finder plakaten her



17 visninger0 kommentarer
bottom of page