top of page

Turbinehallens skjulte skatte🌟🪙

En historie om at bruge en bygnings DNA og skabe akustikdæmpende fotokunst



Turbinehallen blev oprindeligt bygget i 1902 som en del af H.C. Ørsted Værket i Aarhus. Bygningen var en central del af Danmarks tidlige elektrificering og har spillet en vigtig rolle i landets industrihistorie.

I 1943 ombyggedes den, hvorefter den fungerede som kraftværk for Aarhus sporveje indtil 1976. Det højloftede rum med den smukke tagkonstruktion, de mønstrede murstensvægge og de autentisk slidte gulve, har fået lov til at bevare sin sjæl.

Men det har sin pris, når man pludselig lægger vægge til fester, musik, foredrag og modeshows, men egentlig er bygget som et elektricitetsværk.

Det har derfor længe været et ønske at få akustikken forbedret i det store lokale, og nu er brikkerne faldet på plads, og opgaven løst. Læs med her om den spændende opgave, som jeg var så heldig at være med til at løse.

Direktør for Turbinehallen Sanne Remmer Madsbjerg indkaldte mig i starten af 2022 til et uforpligtende møde.

Hun ville sparre med mig omkring hvordan man kunne løse opgaven med at forbedre akustikken, men ud fra det visuelle perspektiv.

Alpha Akustik havde lavet lyd målinger, og beregninger på hvor mange akustikplader der skulle til for at give den ønskede effekt, så ud fra deres tegninger kunne vi begynde at lægge en plan. På billederne herunder ses Johnny fra Alpha Akustik og Sanne Remmer, i gang med at planlægge projektet.


Et par forslag senere var vi i gang, og ideen var valgt. Vi ville gå på skattejagt i den gamle hal efter fotomotiver, for på den måde at forstærke indtrykkene af de mange fine detaljer som rummet indeholder, efter en rå tid som kraftværk.

Mit første step var at affotografere alle væggene hvor der skulle hænge billeder, for derefter at have et layout at arbejde ud fra.

Og så var det ellers bare med at gå på jagt i lofter, vægge og gulve med kamera, lift og drone.


Tilbage ved min computer lå der nu et stort stykke arbejde foran mig. Jeg skulle udvælge 24 motiver, som var stærke nok til at blive forstørret op i 3 x 2 m, og som ikke ville tage magten fra rummet.

Da opgaven skulle løses ud fra et ønske om forbedring af lyden, og altså ikke ud fra et behov for at have noget at kigge på, var det vigtigt for mig at holde motiverne så rolige og enkle som muligt.

Jeg valgte at tone billederne ned i en mørkebrun tone, og beholde farver på udvalgte punkter, hvilket gav en spændende effekt.

Her kan i se nogle af billederne:



Med dronen havde jeg været oppe omkring byvåbenet som hænger i gavlene. Det er Den Gamle By som står bag rekonstruktionen af gavldekorationerne, og de er udført som en tro kopi af de originale, som blev lavet ved Turbinehallens opførsel i år 1900. Motivet er Aarhus byvåben, og de er skåret i fyrretræ, og efterfølgende malet med linoliemaling.

Tømrer Jacob Bech Jensen blev valgt til at udføre projektet, og han har fået undervisningstimer af Den Gamle Bys billedskærer Lars Laursen.

Men netop dette motiv skilte sig meget ud fra de andre, med himmel og andre bygninger, så jeg valgte at "placere hallen" inde i sig selv, så der kom ro på tonerne.

En grøn farve valgt ud fra farven på den gamle kran i loftet, blev gennemgående farve på de billeder som skulle hænge på den ene væg.



Så var det tid til at vise Sanne Remmer og salgs og projekt-chef Pernille Skytte hvad jeg havde fået ud af skattejagten. Nogle få ændringer senere var vi klar til et meget vigtigt skridt, nemlig at sende billedfilerne videre til Alpha Akustik, som nu kunne sætte gang i produktionen af de akustikdæmpende billeder. Reportagen herunder er fotograferet af Maja Dylmer.



Et er at lege med opsætning på en computerskærm, men da dagen for selve monteringen kom, må jeg indrømme at jeg var mere end spændt. Et dygtigt monteringshold knoklede på over flere dage, og til sidst var alle billederne hængt op, præcis som det så ud på mit layout. Kæmpe lettelse at se det flotte resultat.

Ud over akustikpladerne under billederne, blev der også monteret hvide akustikplader hele vejen rundt på øverste plateau og i loftet over baren.


Turbinehallen går en travl tid i møde, med masser af arrangementer hen over efterår og vinter. En kæmpe indsats er lavet for at gøre oplevelserne i hallen endnu bedre.


Tak fordi du læste med 🙏




31 visninger0 kommentarer

Comments


bottom of page